Vergil og Tityrus

Vergils hyrdedigte har op igennem Europas historie hørt til de allermest læste værker. Men de er ikke lette at forstå, og efterhånden som kendskabet til græsk og dermed Vergils forbilleder forsvandt, blev de endnu mere gådefulde. Fra senantikken og fremefter udviklede kommentatorerne en fortolkningsmetode, hvormed de forsøgte at give digtene mening ved at forstå dem som allegorier over digterens livserfaringer. Marianne Wifstrand Schiebes bog er en nærlæsning af trykte og utrykte kilder og giver et vigtigt bidrag til vesteuropæisk litteraturkritiks tidligste faser.