Vinden ind ad døren

Kristian Leth er over det hele. Som radiomand, musiker, filosof, samfundsdebattør – og digter.

Han er helt sin egen, både i sin tilgang til stoffet, som radiomand med sine montager, i det nys udkomne dobbeltskrift Historien om det hele som sparringspartner til DNA-forsker Eske Villerslev, og i sit meget brede interessefelt, som spænder lige fra norsk black metal via kristendom i den selvplagede puritanisme, som den kommer til udtryk i kroppens spægelse i vor tids helligdom, de hellige almindelige motionscentre og okkultisme på Haiti. – Og så er det jo alligevel en linje i det: det immaterielle.

Hans band hedder betegnende nok The William Blakes.

Også som digter er Kristian Leth sin egen. Fra debuten, den næsten spæde minimalistiske Land i 2002 til Besværet 2008 og Før og efter videnskab 2014.

Der er en særlig snusfornuft over hans strofer, eller bedre: der er en insisteren på, at samtalen om hvad-som-helst vil kunne finde sted. Også om alt det, vi ikke forstår.


Vinden ind ad døren er Kristian Leth hidtil mest ambitiøse værk. – Man mærker, at noget er sket i mandens liv, som grundlæggende har forandret det.

Digtene er blevet længere og mere voluminøse.

Der er tale om et stykke arkæologisk gravearbejde. I jorden, i kroppen og i erindringen. Naturen er til stede, men kun som rekvisit, det er i kulturlagene, digteren gør sine fund. – Og i blodet, helt bogstavligt, i det blod, der flyder gennem digterens årer, men som også i nogle mareridtsagtige passager flyder over og ud i landskabet, og som han kan gå der og soppe rundt i.

På samme måde, når det gælder erindringen, er grænserne flydende. En erindring fra barndommen, hvor jeg’et er meget syg, og hvor der bliver bedt for ham, synes mindre at pege tilbage på en personlig eller privar erindring end til en fælles urscene. 

Vinden ind ad døren minder mig visse steder om den irske digter Seamus Heaney, på en gang højstemt og konkret, universel og forankret i det lokale, Vejle Fjord etc. – Som bosiddende i New York er Leth mere provinsiel end nogen sinde. Men det er der en pointe i. Som det hedder i Historien om det hele er det åndelige liv lokal forankret. Han har hørt guderne le. – Hos Edith Södergran:
                        
Menneskene ved ej meget om sig selv,                         
de tror, de er lige saa fattige som de viser sig i Livet,                         
de ved ej, at Guderne bor i deres Bryst ugenkendte.                        
 Guderne ler, deres er Livet.                         
De kører i Vogne, med glødende forspand etc  

– Og hos Kristian Leth:                         

Omkring Vejle Fjord ligger sollyset                         
over alting som en håndspålæggelse                         
en velsignelse, et helligt ord etc  

Alt lader sig forstå – selv det, vi ikke forstår. For så forstår vi i alt fald dét.
Og at vi må stramme os an for at være med.
Tilværelsens store spørgsmål.