Vivian

Christina Hesselholdt tager i sin nye roman fat i den gådefulde amerikanske gadefotograf Vivian Maier (1926-2009), hvis unikke fotografiske livsværk kun ved et tilfælde nåede offentligheden. Vivian Maier levede på overfladen en stilfærdig tilværelse som en kærlig, kontant og ilter barnepige for velbjærgede familier i Chicago og New York. Men i over fire årtier tog hun mere end 150.000 fotos, hovedparten med Rolleiflex kameraer. Billederne kom først for dagens lys på en auktion kort før hun døde forarmet og vist nok temmelig ensom. I en tid, hvor jegdyrkelse og selviscenesættelse når nye højder, udøver Vivian Maier en særlig fascination. Hvem var denne excentriske person? Og hvorfor forsøgte hun ikke at komme til at leve af sin kunst? I Vivian beskæftiger en hel flok af stemmer, inklusiv Vivians egen, sig med disse spørgsmål. Man følger Vivian gennem hendes opvækst hos en mildest talt dysfunktionel familie i New York og i Champsaur i Frankrig, og man følger hende som barnepige i Chicago og som fotograf på gaderne i de amerikanske storbyer og på landet i Frankrig. Det er stemmerne der bærer fortællingen frem, Vivians mors stemme, Vivians stemme, stemmen hos et af de børn hun passede og forældrenes stemmer. Og ikke mindst stemmen tilhørende den pågående fortæller, der holder trådene i fortællingen sammen og stiller Vivian nærgående spørgsmål. Pressen skriver: »Den der vittige kække gæve djærve kokette bramfri lakoniske bryske brave tone […] Et orkester af stemmer dirigeret af en storladen fortæller. […] Mange af tekststykkerne er små værker i sig selv, mættede med kringlede tanker og rige metaforer […] Hesselholdts skriftsprog […] løber så ubesværet og storladent af sted som en elegant, erfaren kvindes på én gang henkastede og nøje koreograferede gestikulation« ****** – Lilian Munk Rösing, Politiken »Tydeligvis er den nye roman, Vivian, en prisværdig bestræbelse på at rykke ud af komfortzonen, væk fra det selvcentrerede. Den bevægelse gør denne læser mere end glad. […] Forfatterens stil er fortsat dejligt egensindig […] Man læser den engageret, tvivlende, diskuterende. […] eksperimentet kalder på respekt.« ***** – Erik Svendsen, Jyllands-Posten »Smuk fortælling om tab og livsbegær. […] den morsomme Hesselholdt […] Hesselholdts særlige evne til at gestalte en karakter, så man mærker den helt ind under huden. […] Vivan er en smuk bog.« ***** – Mai Misfeldt, Kristeligt Dagblad »Fascinerende sjæleportræt […] Sproget og billederne emmer af poesi og musikalitet […] Med en slående visualitet og sans for de billedskabende detaljer har Christina Hesselholdt skabt en særegen roman […] en fascinerende og smuk collage over en kuriøs kunstnersjæl.« ****** – Anne Skov Thomsen, Nordjyske Stiftstidende »I sine øjeblikke, sætning for sætning, er Christina Hesselholdts nye roman Vivian helt fantastisk. Hun er en af de bedste stilister i Danmark. […] Der er en utrolig, perlende, men også helt upåfaldende lethed i hendes sprog, en næsten melankolsk humor, der ligesom bobler frem i det enkelte ordvalg. […] en uforbeholden nydelse at læse.« – Tue Andersen Nexø, Information »Hesselholdt viser os en personlighed, der lever på anden hånd, et frit og selvstændigt vidne, der har sat sig for at afsløre gadens, livets sandhed. Det gør hun meget overbevisende.« ***** – Preben Rasmussen, Fyens Stiftstidende »Livfuldt og intenst flaksende roman […] lykkeligt vellykkede Vivian. […] højt sprogkunstnerisk niveau. Det er nærmest skandaløst, at jeg er kommet så langt uden at eksaltere over, hvor skønt bogen er skrevet. Men det er den! […] også i Vivian lyner skriften med sin helt egen fine og skæve excentricitet« – Lars Bukdahl, Weekendavisen