Vores tid

 ”Er det sandt, Corin, at du ikke kan huske dit liv med Kika?”  ”Ja, det er sandt, jeg mener, jeg ved, at vi var lykkelige. Og jeg ved, at jeg elskede Kika, men jeg kan ikke huske vores liv sammen.” Altså var det, jeg altid havde gruet for og frygtet, faktisk sandt. Det var første gang, at nogen af os havde erkendt det i en ”saglig” sammenhæng, og dette så ærligt og enkelt, af min mand. Nu forstod jeg, at begge vores liv var gået tabt. For til hvilken nytte er minder, hvis de kun eksisterer hos en person? Mine minder var allerede ved at visne og dø inde i mit hoved. Den eneste måde, de kunne holdes i live, var ved at dele dem.