Årstiderne har sine egne heste at spille på

 Årstiderne har sine egne heste at spille på er digte fra barndomsværelset på Vestegnen, der pludselig krymper i hænderne på ham; om tabte kærester og om mødet med storbyen. Det er også digte om årstiderne, om efteråret der aldrig ender, men trækker bladene ned fra grenene, og isen ude på søen. Her tager sproget over og trækker digteren ud af barndomsværelset, ind i tømmermænd og togture frem og tilbage mellem Vestegnen og Centrum.

Sproget er rytmisk og ærligt, fyldt med skæve billeder der sætter ord på livet, som det er.