At overleve undergang - en mosaik af eksistensens stemninger

Uddrag fra »At overleve undergang – en mosaik af eksistensens stemninger«

Del II: Hos familien Petrovanovic

Kap. 1
Et anseeligt dyr stormer gennem gangen i retning af entrédøren; en person træder ind uden at tilkendegive sig: konfrontation. Den tildækkede trækker en halo af vintermørke med ind. Gør ikke det! Under den kuttelignende kappe vanker mulmet. Ingen kender mørkets hulrum. … Spythinden glinser læbe og hjørnetand, smører rovdyret. En berømt digter skrev: »Blut ist ein ganz besonderer Saft«. Det er spyt også. Det kan fråde. Menneskets næsefløje har muskulatur. Det kan bevæge. Dette fletværk er dog langt mere udviklet på dyr af hundeslægten; og snuden er helt fremme og bevæger sig, snuser, korte sug – der stimulerer ´nervus olfactorius´, lugtenerven.

Kap. 2
Det er lørdag, og efter en dejlig frokost blunder jeg på langs, mens Joachim og Olga leger på værelserne. Grum er glam. Vi skal bygge snemænd. Det er vor aftale. Jeg ligger præcist som yndet, lun og levende; jeg elsker at være mig. Et tilpas ryk og overkroppen er let løftet, som møblet foreskriver; nakken henover den ekstra pude og man er i den syvende krystalsfære. Det er triveligt. En sagte himmel harmonerer fyldige snefnug uden for karnapruderne. Jeg garanterer for, at Olga fra sit værelse også betragter farven hvid … hvid, hvid … et synkende verdensalt. Det sner i himle, sner i baggårde, i børneværelser og »theca cranii«. Det dæmmer sig op i børn, der engang skal være voksne. Ingen ved, om de i udvokset størrelse nogensinde vil finde tid og afslappet to- nus til igen at forbinde magien af barn, fylde og krystal. Barnlig er glæde; glædelig er barnet.

Kap. 3 & 6
Elvira placerer det sidste service og forsvinder tilbage ud i køkkenet – hun er en violin i et orkester af mange. Kokken dirigerer.
…
Elvira stryger energisk duge og andet stofligt tilbehør – så overkroppen duver bevægelsen, svinger brættets fulde længde. Hun læner sig ind i gerningen og er smuk, som kun en stuepige i funktion kan være. Hun forener krop, sind og gerning – i et nu. Fortsætter uden sideblikke. Intet knæk. … … … Det er november. Den måned vinteren trækker i slud og mørke. Elvira gør sig farlig som et hundyr, men inderst inde er hun mild som en moder. „Smæld!“ Dugen vender luften, og hun bemægtiger sig øjeblikket og halvdelen af rummet – breder og bølger og dufter rent, hvidt og stivet. … Jeg stavrer tekoppen til underlæben. Hvad formår et hanvæsen mod så kraftfuld en skønhedspol? Modstand lig nul. Tiltrækning.