Huset der ikke kunne glemme

En gyserhistorie! Mette og Jens er nygifte og meget lykkelige. De har begge fået job i Jylland efter at have afsluttet deres studier. De finder deres drømmehus, en flere hundrede år gammel lærerbolig. Huset er lidt forfaldent, men de går på med krum hals og en lille pengepung. Forventningerne er store, men huset vil ikke, som de vil. Jens hører stemmer og ser uforklarlige ting. Det slider på ægteskabet, og uhyggen vokser dag for dag. Endelig sker der noget uventet. Jens hvirvles ind i en ufattelig grusom historie, som er enden på hans kvaler.  Huset der ikke kunne glemme er en afsindigt spændende historie, skrevet i et let og humoristisk sprog. Den er et fornøjeligt gys på en stormfuld aften, hvor man er alene hjemme.

Jeg blev vækket ved, at nogen stønnede eller skreg. Petra hørte ikke noget, hun sov sødeligt i sin lille seng. Det var sidst på natten. Jeg stod op og listede igennem den store kolde havestue ind i stuen. I det svage morgenlys så jeg min mor. Hun havde den lange, hvide natkjole på, som hun altid havde på om natten, og den var rød af blod. Det var lige her på det hvide, afhøvlede gulv. Natkjolen lå som en rød sky omkring hende. Jeg husker tydeligt, at hun løftede hovedet og så på mig med nogle mørke uhyggelige øjne, så blottede hun sine tænder i en grimasse, der udsendte en blanding af smerte og smil.          

Om forfatteren

ELISABETH LYNEBORG har været præst i den danske folkekirke i 26 år og har et langt og forskelligartet forfatterskab bag sig. Sideløbende med sin præstegerning har hun læst til antropolog ved Københavns Universitet og har beklædt en række tillidshverv, blandt andet været medlem af Danmarks Radios Programråd.