Krise til opstand

    Men proletariatet er begyndt at røre på sig. Revolterne i Mellemøsten og Nordafrika har udfordret den nuværende verdensorden og dens opdeling af verden, og de indignerede i Sydeuropa og besættelsesbevægelsen i USA forsøger at udvide protesterne. Selvom diktatorerne er blevet væltet i Tunesien, Ægypten og Libyen, tager utilfredsheden blot til i styrke. Det samme er tilfældet i Grækenland, Spanien og Portugal, hvor befolkningerne med stor energi afviser spareplanerne. Det samme gør studenter i Chile og Canada. I Syrien raser borgerkrigen. Og i Kina vokser antallet af strejker. I Tyrkiet afviser de unge Erdogans neoliberale ‘succes’, og i Brasilien har ‘de farlige klasser’ indtaget gaderne. Der er stor forskel på protesterne, de er i udgangspunktet defensive i Vesten og offensivt reformistiske i andre dele af verden som Kina, men der er blevet brudt hul i det neoliberale verdensbillede.      

    Klassekampen er ikke længere en ensidig affære. Den gamle muldvarp er igen i bevægelse.