Lun luft & fedt ler

Jørgen Pyndt er journalist. Og bondedreng. Som 21-årig forlod han Lolland-Falster efter endt uddannelse på Folketidende. Resten af arbejdslivet er brugt på Aalborg Stiftstidende, Danmarks Radio og TV2/Nord med base i Aalborg. Men han har aldrig glemt, hvor han kom fra: En bondegård ved Grænge Skov på Østlolland, hvor han voksede op i en hårdtarbejdende landmandsfamilie med far, mor og tre brødre. Det var hårdt arbejde inden mekaniseringen slog igennem. Men der var også tid til andet end knokleriet i mark og stald. Fodbold i et hjørne af græsmarken og i den lille landsbyklub TGB fyldte meget, der blev lyttet til radioen og læst aviser og bøger i landbohjemmet, hvor der var et stærkt socialt sammenhold og faste værdier at rette sig efter.    

Jørgen Pyndt fortæller levende og indfølt om bedsteforældrene – den fine apotekerfamilie fra Nykøbing og den hårdtarbejdende husmand fra Jyllands højderyg, den fjerne og drømmende far, der gik til kunstmaling, den levende og nærværende mor med aktivt engagement i kirkens og sognets liv, hverdagen med de tre brødre, sommeraftenerne foran den lokale iskiosk med en Eiffel-cigaret i mundvigen og stjålne blikke til pigerne i pepitaternede kjoler, skoletiden med de levende bogstaver og de døde tal, tiden til søs som messedreng med smukke kvinder i Buenos Aires og elevtiden på Lolland-Falsters Folketidende med den guddommeligt velskrivende lokalredaktør i Nysted som hemmeligt forbillede.

Lun luft & fedt ler er en personlig erindringshistorie, men samtidig et signalement af en tid, som ikke er mere: Den levende landsby med de mange butikker, det hårde fysiske arbejde på gårdene, husmandsstederne, i skoven, på teglværkerne. Den lille bys mange originaler – blandt dem en smuk polsk mand, der kunne lave en støvet landevej om til en cirkusscene for en syvårig knægt.    

Nu er de væk. Originalerne. Butiksruderne er kalkede, der er ingen glade råb eller dommerfløjte fra fodboldbanen. Vognmandens dieseldunkende lastbiler er væk. Bageriets duft mod en blå sommerhimmel er kun et strejf i erindringen. Men de har fået liv igen i Jørgen Pyndts bog. Ikke kun i ordene, men også i de mange tidstypiske fotos, som bogen er rig på.