Schreber

Sigmund Freud skabte i 1890erne en helt ny metode til behandling af neurotiske lidelser: psykoanalysen. Ved en daglig - én time lang - samtale søgte han at bevidst gøre sine patienter om sygdommens skjulte årsager og bibringe dem en følelsesmæssig accept af de intime og ofe meget pinlige detaljer, der herved kom for dagen. Freud udgav i alt fem store og et antal mindre sygehistorier. Ud over at rumme værdifulde oplysninger om hans analytiske og terapeutiske metode tegner de et bredt kulturhistorisk billede af familielivet, omgangsformerne og forholdet mellem kønnene omkring århundreskiftet. Hver sygehistorie er samtidig en livshistorie, der - med Freuds egen formulering - kan læses som en roman eller novelle. Sygehistorien om den paranoide retspræsident Schreber adskiller sig på to punkter fra de øvrige: For det først er det ingen egentlig psykoanalyse, men en analyse af Schrebers meget bemærkelsesværdige memoirer. For det andet var sygdommen en psykose, en sygdomsform, Freud anså for utilgængelig for psykoanalytisk behandling, men som han behøvede for at udfylde et hul i den psykoanalytiske teori. Schrebers memoirer er en selvstændig litterær præsentation af betydelig udtryksstyrke, og som appendiks til Freuds analyse bringes de første fem kapitler heraf i dansk oversættelse.