Skyggen der kastes når vi går

Jeg har læst en del beretninger fra Caminoen, men denne er anderledes. Bevares, vi skal ud på travetur, men Vivianne skriver om så meget andet end det.

Det er først og fremmest en kvindes rejse med og mod sig selv. En kvinde der tør se sin egen angst i øjnene, selvom det kræver overvindelse. Det er en beretning om hvor ensomme vi mennesker er, selv om vi er omgivet af andre. Vivianne tager på en slags genopdagelses rejse af sig selv, og menneskeheden. Store ord, men ikke et sekund forkerte.

Vivianne har kunstnerens intense glæde ved oplevelse, og er samtidig et gudsbenådet talent i at udtrykke sig. Hendes sprog er meget levende, svingende fra det svulstige til det meget poetiske med en særlig kant. Der er et ganske intenst nærvær i hendes sprog, som får mig til at føle, at jeg er der, og jeg oplever. Jeg lider med hende, og jeg glædes og griner med hende. Der er så meget menneskelig genkendelighed i hendes beskrivelser, at man uvilkårligt drages med ind i universet.

Vivianne er et stærkt sanseligt og spirituelt menneske, men vandringen og bogen har ikke noget religiøst formål. Den udmærker sig ved at have en højere erkendelsesmæssig indsigt i hverdagen, og dermed flytter den også noget i alle, der læser med. Vivianne får bearbejdet en masse hverdags betragtninger undervejs, som i sammenhængen kommer til at virke tankevækkende. Vivianne er også en livsnyder, hvilket vi også bliver indviet i uden blusel. Det gør fortællingen troværdig, nærværende og dejligt befriende.

Bogen er også fortællingen om de mange tilfældige møder, goddag´er og farveller, og hvor lille og ensom man kan føle sig i selskab med mennesker, man ikke kan tale med. Men hele tiden er der en tråd i det der opleves. Der er en lære, der drages, og det hele peger trods besværligheder fremad. Man når i mål med Vivianne, nogle erkendelser og hudafskrabninger rigere. Hvis du vil røres på mange planer, kan jeg varmt anbefale dig at læse denne bog.

Peter Albrechtsen