Seks år med sproggruppeklasser

 I den demokratiske skole bør beslutninger og nye initiativer i høj grad komme nedefra, dvs. fra dem, der er involveret i skolens arbejde i det daglige. Ofte bryster den danske folkeskole sig også med at have udvikling nedefra som sit kendetegn. Men hvad sker der så, når det hele kører skævt, og der ikke kommer noget nyt eller nogen løsninger frem?
Det var situationen i de københavnske skolers undervisning af tosprogede elever i midten af 1990?erne. Den var stort set slået fejl over hele linjen, stemningen var præget af mismod, passivitet eller ligefrem modvilje. Her valgte kommunens skolevæsen så at sætte ind med et ganske dramatisk udviklingsarbejde. Det forløb fra 1996 til 1999 og er forlængst blevet beskrevet som et vældigt positivt ryk. Det kan altså betale sig at sætte udviklinger i gang ovenfra, hvis forholdene nødvendiggør et initiativ.
I hvert fald på kort sigt. Men hvordan ser det ud på længere sigt? Kan de positive tendenser holde, eller falder det hele tilbage igen?
Denne udgivelse ser nøjere på én side af udviklingen i hele perioden 1996 til 2002 og finder, at de positive udviklinger fra udviklingsarbejdet fortsætter, men med stærkt nedsat styrke. Der er også forklaringer på, hvad dette skyldes.